Smykkehistorie i praksis: nål, signet og vedhæng

Sikkerhedsnålen som smykke: fra brugsgenstand til historisk objekt

Sikkerhedsnålen er et af de mærkeligste kapitler i smykkets historie. Den blev patenteret i 1849 og var i årtier en hverdagsgenstand, men omkring århundredeskiftet begyndte folk at sætte vedhæng og perler på dem og bære dem synligt. Betegnelsen safety pin jewelry dækker over alt fra en simpel nål med et lille vedhæng til store, sammensatte brocher, hvor flere nåle er bundet sammen med wire.

I Danmark finder man de originale mellemkrigseksempler på antikmarkeder i eksempelvis Aarhus og på loppemarkeder langs kysten, og de er ofte lavet af messing eller forgyldt metal snarere end ægte guld. Prisen ligger typisk mellem 100 og 400 kroner for en enkel nål med vedhæng, mens sjældne eksempler med emalje eller sølv kan gå over tusind kroner. Vær opmærksom på, at nålen skal være låst korrekt, ellers fungerer smykket ikke i praksis.

Den historiske sikkerhedsnål kræver ikke meget vedligeholdelse, men messing irrer og bør tørres forsigtigt af med en blød klud. Undgå poleringsmidler med slibemiddel på emalje, da det fjerner glansen permanent. Hvis du bærer smykket til hverdag, kan du med fordel sætte en lille silikonehætte bag nålen for at undgå, at den åbner sig ved bevægelse.

Signetringens rejse gennem Europa og dens danske varianter

Signetringen var oprindeligt et segl, ikke et smykke. I middelalderens Europa brugte adel og købmænd en ring med et vendt spejlvendt våbenskjold eller initialer til at forsegle dokumenter, og først i 1800-tallet blev ringen i højere grad et statussymbol. Det er grunden til, at historiske signetringe ofte har et dybt, omhyggeligt graveret spejlvendt motiv — det var funktionelt, ikke dekorativt.

I dansk sammenhæng findes der en særlig tradition for signetringe med et enkelt forbogstav og en oval eller ottekantet plade, typisk i 14 eller 18 karat guld. Når ringe i str. 62 skal købes vintage, er det vigtigt at måle den indvendige diameter præcist, fordi ældre støbninger ofte er lidt tykkere i godset og derfor føles strammere end en tilsvarende nutidig ring. Mål derfor med en ringstok eller et stykke papir og en lineal, ikke på baggrund af mærkningen.

Mange tror, at en gammel signetring skal være tung for at være ægte. Det er ikke tilfældet. En let ring kan sagtens være støbt i 18 karat, mens en tung ring kan være forgyldt messing. Den sikreste test er at kigge efter mesterstempler og finhedsmærker, som danske guldsmede anvendte systematisk fra slutningen af 1800-tallet. Er stemplerne slidte eller helt væk, bør du få ringen vurderet, før du køber.

Vedhæng til nøglering: et smykke, der ikke er et smykke

Et vedhæng til nøglering er teknisk set ikke et smykke, men det optræder ofte i historiske smykkesamlinger, fordi det blev brugt som personligt kendetegn og til at identificere nøgler. I 1700- og 1800-tallet bar velhavende husstande ofte deres nøgler på en kæde med et graveret vedhæng, og traditionen lever videre i nutidige nøgleringe med initialer eller små medaljoner.

Vil du bygge videre på den tradition, kan du finde vedhæng i genbrugsbutikker og på smykkemarkeder for mellem 50 og 300 kroner. Vær opmærksom på slid på øsken og samlinger, da en nøglering udsættes for langt mere belastning end en halskæde. Sølv er blødere end stål og kan deformeres over tid, så sørg for, at vedhænget er robust nok til daglig brug.

Stenvalget: opal og rubin i ældre indfatninger

Historiske smykker er tæt forbundet med bestemte sten, og især opal og rubin er hyppige i ældre europæisk smykkekunst. Opal var populær i victoriatiden, hvor den blev sat i brocher, øreringe og ringe, mens rubin længe har været brugt i forlovelsesringe. Når du kigger på vintage ruby engagement rings, er det vigtigt at vide, at mange sten er støbt og snoet, og at en rubin, der er sat med fire fremadrettede knibs, ofte er nyere end en indfatning med lukkede kanter.

Når det gælder opal, er den mest kritiske egenskab vandindholdet. Opal kan revne, hvis den udtørres, og derfor anbefales det ikke at bære opalringe i sauna eller ved hyppig opvask. En klassisk opalring fra 1950'erne eller 60'erne kan koste alt fra 800 kroner for sølv til flere tusinde for guld. Kig altid efter hårfine revner i stenen — de kan være svære at se, hvis stenen er våd, så tør den forsigtigt af og hold den op mod lyset.

For en dansk læser er det værd at vide, at rubin i ældre smykker ofte er syntetisk. Syntetisk rubin har været fremstillet siden 1800-tallet og har samme kemiske sammensætning som naturlig rubin, men en lavere pris. Det er ikke i sig selv et problem, men det bør afspejles i prisen. Få altid en skriftlig beskrivelse af, om stenen er naturlig eller syntetisk, og bed om at få den vurderet, hvis sælgeren ikke kan dokumentere det.

Sådan vurderer du alder og ægthed på et marked

Den mest effektive metode er at se på smedens arbejde og slidmønster. Historiske smykker er ofte håndlavede, hvilket betyder, at overfladerne kan være en smule ujævne, og at samlingerne er loddet i stedet for støbt. Slidmønsteret fortæller også noget: en ring, der er blevet båret dagligt, har typisk blanke kanter på indersiden og en lidt mat overflade på ydersiden, mens en nyere kopi ofte er ensartet i overfladen.

En anden god indikator er, om smykket har et dansk finhedsstempel. Fra 1893 blev der indført et system med årstal og mesterstempler, og et stempel kan derfor datere smykket ganske præcist. Hvis du finder et smykke uden stempler, er det ikke nødvendigvis falsk — mange mindre værksteder undlod at stemple — men du bør så læne dig op ad andre kendetegn som slitage og materialetype.

Endelig bør du overveje, hvad du vil bruge smykket til. Historiske smykker er sjældent beregnet til daglig brug i årtier, og en tynd indfatning kan give efter, hvis du bærer ringen fast. Hvis du vil have et smykke, der holder, kan det være klogt at kombinere et gammelt vedhæng med en ny, solid kæde — og at få en guldsmed til at kontrollere samlinger og sten, inden du tager det i brug.